BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du en stærk IT-arkitekturværktøjskasse, der kan skabe struktur og sammenhæng i projektleverancer? Kan du sætte en fælles retning og ramme for et mindre arkitektteam, der skal sikre en samlet løsningsarkitektur, der understøtter forretningsprocesser både for større og mindre IT-løsninger i et komplekst systemlandskab? Så er stillingen som løsningsarkitekt hos os lige noget for dig.
Ansvar for systemarkitektur i et dynamisk miljø
Hver dag arbejder vi i et tværfagligt og dynamisk miljø, hvor vi udvikler og konfigurerer vigtige IT-systemer til Toldstyrelsen. Det er systemer, som eksempelvis bidrager til sikring af EU's ydre grænser, faciliterer en smidig handel og understøtter toldere i deres daglige arbejde. Organisationen er i en transformationsfase, hvor et stort program er under afslutning og en tilpasning til en hverdag struktureret omkring en projektorienteret tilgang er undervejs. Dette giver mulighed for at sætte dit aftryk på leverancer og standarder på de arkitekturrelaterede opgaver.
Vi søger derfor en ny kollega til vores kontor, Told Projekter 2, som kan løfte rollen som løsningsarkitekt gennem formidling af målarkitektur og standardisering af metoder for kontorets øvrige arkitekter.
Som løsningsarkitekt er dine primære arbejdsopgaver bl.a.:
- Realisere målarkitektur samt udarbejde relevante diagrammer, modeller og anden dokumentation for at sikre en fælles retning for arkitektgruppen og sikre overblik over systemlandskabet
- Inddrage din værktøjskasse i opbygningen af en ensartet tilgang i arkitektgruppen i designet af systemintegration, udstilling af systemdata til fælles brug via API’er og udnyttelse af eksisterende services
- Tilrettelægge kontorets arkitekturmæssige ansvar og faglige tiltag i koordinering med Tolddomænets kontor for Arkitektur og Sikkerhed og styrelsens Center for Sikkerhed og Arkitektur
- Udarbejde ikke-funktionelle krav til brug for udbud og efterfølgende samarbejde med leverandører
- Sikre at løsninger overholder gældende standarder
”Som arkitekt i Tolddomænet skal man navigere i en kompleks verden med mange forskellige løsninger og teknologier, hvor det at finde den "gode" løsning ofte skal findes i tæt tværgående samarbejde med andre arkitekter. Der er derfor rig mulighed for at bringe mange personlige værktøjer i spil og det bliver aldrig kedeligt”.
En god samarbejdspartner med værktøjskassen i orden
Som vores nye løsningsarkitekt forestiller vi os, at du har en relevant videregående uddannelse inden for IT, og har dokumenteret erfaring som løsningsarkitekt gerne fra en stor organisation eller inden for offentlig IT-udvikling.
Du arbejder på en logisk og systematisk facon, og er en god kommunikator. Den ideelle kandidat har sin IT-arkitektværktøjskasse i orden og kan bruge den praktisk og konceptuelt til at strukturere værdiskabende og standardiserede leverancer og artefakter til projekter. Desuden vil evnen til at opbygge relationer og indgå i konstruktiv dialog om styrelsens overordnede arkitekturprincipper med relevante interessenter i organisationen være en fordel.
Derudover er det vigtigt for os, at du:
- Har mod på at agere fagligt fyrtårn for dine kollegaer.
- Har udsyn og holder dig orienteret og opdateret inden for dit fag.
- Har humor og et positivt mindset.
- Er en holdspiller, der værdsætter sammenhold og fællesskab – både fagligt og socialt.
Bliv en del af Told Projekter 2
Du ansættes i et kontor, kaldet Told Projekter 2, hvor du har ca. 40 kollegaer med vidt forskellige baggrunde og fagligheder. Fælles er, at vi har en uformel omgangstone, et fokus på godt samarbejde og på, at vi skal trives, udfordres og udvikle os. Der er gode muligheder for sparring og vi garanterer varierende og udfordrende arbejdsopgaver. I det daglige er du i tæt kontakt med både eksterne konsulenter og andre arkitekter i Tolddomænet, og du får derfor rig mulighed for at suge viden til dig. Desuden kommer du på kurser og uddannelser, der er relevante i forhold til din personlige udvikling.
Vi bor i moderne kontorfaciliteter på Frederiksberg lige ved Flintholm station og har fri parkering i kælderen.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Send din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle udtalelser via linket ”Søg stillingen” hurtigst muligt og senest den 27. august.
Samtalerne vil foregå løbende, indtil vi har fundet de rette kandidater til opslaget.
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte souschef Mårten Joakim Ehlert Florentz på telefon 72389566.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.
Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest og referencer. Der kan indgå en logisk analyse og en personanalyse i ansættelsesforløbet.
Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner og dit arbejdssted vil være Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Frederiksberg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Skatteforvaltningen, Frederiksberg OHV, Osvald Helmuths Vej, 2000 Frederiksberg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 27-08-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6091902