Vil du være med til at sikre en sund og robust finansiel sektor?

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Har du interesse for finansielle risici og komplekse problemstillinger? Har du erfaring med eller lyst til at få erfaring med finansiel regulering og den finansielle sektor? Så har vi brug for dig i kontoret for tilsyn med de mindre pengeinstitutter.

Hvem er vi?
Vi er Bankkontor 3, som har ansvaret for tilsynet med de mindre og mellemstore pengeinstitutter. Vi er desuden ansvarlige for udvalgte regler om kapitalkrav, kapitaldækning og solvensbehov. Kontoret består af 14 engagerede kollegaer med en høj faglighed, godt sammenhold og godt humør. Vi arbejder med komplekse økonomiske og juridiske problemstillinger, som har stor samfundsmæssig interesse, og vi har fokus på at følge med udviklingen. Det giver dig garanti for en afvekslende hverdag og gode muligheder for faglig og personlig udvikling.

I vores tilsyn vurderer vi løbende, om de mindre og mellemstore pengeinstitutter er drevet forsvarligt, herunder om de har nok kapital og likviditet til at dække påtagne risici. Vi vurderer, om institutternes forretningsmodel er holdbar, om ledelsen og risikostyringen efterlever lovgivningens krav og god praksis, og om instituttet i det hele taget overholder den finansielle regulering.

Hvilke arbejdsopgaver kan vi tilbyde?
Du skal bidrage til løsning af kontorets forskellige tilsynsopgaver. Her skal du bl.a. med udgangspunkt i Finanstilsynets store datagrundlag følge instituttets udvikling og vurdere instituttets væsentlige risici. Du vil hurtigt få ansvar for dine egne opgaver. Afhængigt af din profil vil du også hurtigt blive ansvarlig for nogle udvalgte pengeinstitutter, hvor du varetager den løbende dialog og sagsbehandling. Du vil komme til at behandle forskellige ansøgninger fra institutterne f.eks. om ledelsesmedlemmers egnethed og hæderlighed (fit & proper) samt indfrielse af instituttets kapitalinstrumenter.

I løbet af året vil du også arbejde med on-site tilsyn, når vi går på inspektion i pengeinstitutterne. Her vil du sammen med et hold på fire til seks kolleger gennemføre inspektioner, hvor du bl.a. deltager i møder med institutternes ledelse og eksperter. Da vi gennemfører inspektioner på tværs af Finanstilsynets bankkontorer, vil du komme til at lære om mange forskellige pengeinstitutter, og du vil få en stor berøringsflade med mange dygtige kollegaer.

Du vil i starten blive introduceret til pengeinstituttets enkelte risikoområder. Afhængig af din profil og interesser vil du over tid blive specialist i udvalgte risikoområder. Det er desuden en fordel, hvis du har erfaring på kreditområdet, og du vil komme til at bidrage til vurdering af kreditområdet, herunder gennemgå enkelte krediteksponeringer.

Passer vi sammen?
Du vil blive en del af et kontor med 14 medarbejdere, som primært er økonomer, jurister og/eller har mange års erfaring fra den finansielle sektor. Kan du sætte kryds ved følgende karaktertræk, så er du et godt match til stillingen:

1. Du har en høj faglighed og lyst til at lære
Arbejdet med den finansielle sektor, finansiel lovgivning og tilsynsarbejdet kræver et solidt fagligt fundament. Du har lyst til et afvekslende job med en stejl læringskurve.

2. Du er god til at kommunikere
Du har gode kommunikationsevner, og du kan omsætte din faglighed til et let forståeligt sprog. Du formulerer dig klart på skrift og i tale og på en måde, så andre med anden faglig baggrund kan forstå dig. Dine kommunikative evner vil blive sat i spil, når vi er i dialog med institutterne, når vi skriver breve, og når vi deler analyser og observationer internt med vores kolleger og direktion.

3. Du er resultatorienteret og tager ansvar
Du har fokus på at skabe resultater, og du tager ansvar for at nå i mål med en høj kvalitet. Kompleksiteten i opgaverne er høj, men alligevel kan du struktureret tage styring på dine opgaver.

4. Du er god til at samarbejde
Du er god til at samarbejde med andre, også selvom de har en anden faglig baggrund. Du kan også samarbejde med institutterne herunder holde en god og konstruktiv dialog.

Derudover forestiller vi os, at du:

  • er uddannet økonom eller lignende (f.eks. cand.polit., cand.merc. og HD F.)
  • alternativt har erfaring fra den finansielle sektor eller en styrelse, og du er klar til dit næste karriereskridt
  • det er en fordel, hvis du har erfaring, men en nyuddannet kandidat med viden om og interesse for den finansielle sektor kan bestemt også være relevant
Hvordan er dine ansættelsesvilkår?
Din ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem AC og Finansministeriet. Du vil som udgangspunkt blive indplaceret som fuldmægtig. I forbindelse med ansættelse skal du fremvise straffeattest. Ansættelsesdato: efter nærmere aftale.

Du må i forbindelse med deltagelse i on-site inspektioner forvente nogen rejseaktivitet i hverdagene. Det drejer sig typisk om 1-2 uger (mandag-fredag) hvert kvartal – primært i Danmark. Du vil kende dine rejsedatoer i god tid, og vi tager hensyn til særlige omstændigheder efter nærmere aftale. Din rejseaktivitet vil blive særskilt honoreret efter reglerne om tjenesterejser for medarbejdere i staten.

Vi har et internt karriere- og kompetenceprogram, og vi har attraktive arbejdsvilkår. Vi har flekstidsordning, betalt frokostpause, kantineordning, massageordning, renseriordning og fri parkering. Derudover er der mulighed for at deltage i forskellige ugentlige træningsaktiviteter herunder fodbold og funktionel træning. Vi har desuden mange andre personalearrangementer, som er medvirkende til et godt socialt miljø.

Sådan ansøger du
Send din ansøgning via vores elektroniske ansøgningssystem på finanstilsynet.dk senest tirsdag den 5. september 2023. Husk at uploade dit CV, eksamensbeviser og andre relevante bilag sammen med din ansøgning. Vi tager ikke ansøgninger i betragtning, der er blevet indsendt på anden vis. Samtalerne forventes at blive gennemført i uge 37 og 38. Der vil blive anvendt test i rekrutteringsprocessen.

I Erhvervsministeriet tror vi på, at et inkluderende, mangfoldigt arbejdsmiljø styrker opgaveløsningen. Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og lige muligheder for alle vores jobansøgere. Vi opfordrer alle til at søge stillingen uanset alder, køn, handicap, seksualitet, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Spørgsmål?
Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til kontorchef Bettina Høstrup på tlf. 33 55 84 64 eller vicekontorchef Sidsel Heden Knudsen på tlf. 41 93 35 38. Oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår kan du få ved at henvende dig til vores HR Rekrutteringspartner Iben Schulin-Zeuthen på tlf.91 33 70 80.

Du kan læse mere om Finanstilsynet på www.finanstilsynet.dk – særligt under rubrikken ”Karriere”. Du kan også finde os på LinkedIn ved at søge på Finanstilsynet Danmark.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Frederiksberg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

FINANSTILSYNET, Århusgade 110, 2100 København Ø

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 05-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=171564&DepartmentId=6207&MediaId=338&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5892800

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet