Studentermedhjælpere til juridiske opgaver i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Har du lyst til at arbejde med persondata og informationssikkerhed, og blive en del af et stærkt fagligt team med stor ekspertise indenfor databeskyttelse? Vil du være med til at løse vigtige opgaver inden for GDPR persondataretten? Så er det måske dig, vi leder efter som vores nye studentermedhjælper.

Vi har pt. flere spændende stillinger som studentermedhjælper i Center for Domænesikkerhed ledige til besættelse snarest muligt. Vi har i centerets GDPR-team fokus på at understøtte persondatasikkerheden på Skatteforvaltningens IT-område, ligesom vi varetager håndteringen af indsigtsanmodninger og databrud for den samlede Skatteforvaltning. Som student vil du derfor skulle bistå vores GDPR-team i centeret med en bred vifte af persondataretlige opgaver.

Om stillingen
Vi søger dygtige, servicemindede og engagerede jura- eller erhvervsjurastuderende, der vil være med til at løse persondataretlige opgaver i forhold til IT-sikkerhed, indsigtsanmodninger og databrud på Skatteforvaltningens område.

Arbejdet er afvekslende og omfatter bl.a. juridisk sagsbehandling i forbindelse med:

  • Bistand ved udarbejdelse af databehandleraftaler, legalitetskontrol for brug af data til test og besvarelse af persondataretlige spørgsmål inden for IT- og sikkerhedsområdet fra medarbejdere i Skatteforvaltningen
  • Bistand til behandling af anmodninger om indsigt indenfor Skatteforvaltningens område
  • Håndtering og behandling af anmeldelser om mulige brud på persondatasikkerheden indenfor Skatteforvaltningen, herunder anmelde dem til Datatilsynet mv.
Du vil også kunne komme til at bistå dine kollegaer i Center for Domænesikkerhed med afdækning af persondataretlige aspekter i forhold til fx dokumentation for generel GDPR compliance, tærskelanalyser, lokationskravsvurderinger og DPIA’er mv. i relation til Skatteforvaltningens IT-systemer.

Du kommer bl.a. til at indgå i GDPR-teamets arbejde med:

  • Sagsbehandling og journalisering af anmodninger om indsigt og databrudssager
  • Sagsoprettelser i vores interne sagsstyringssystem
  • Ekspedition og rådgivning i konkrete sager
  • Bistand til udarbejdelse af konsekvensanalyser (DPIA’er), legalitetskontrol, databehandleraftaler og andre GDPR-dokumenter
  • Ad hoc opgaver inden for øvrige persondataretlige og informationssikkerhedsmæssige områder
Du vil være en del af et stærkt team, hvor det faglige niveau er højt, og du får mulighed for at få en bred vifte af unikke erfaringer med at løse persondataretlige opgaver på IT-sikkerhedsområdet.

Ved opstarten af din ansættelse vil der være et onboarding-forløb, som er generelt for organisationen. Dette suppleres med individuel introduktion til og oplæring i arbejdet i centeret og en grundig indføring i de opgaver du skal varetage.

Om dig
Du studerer jura eller Ha(Jur) på andet eller tredje år eller overbygningen, og du kan fremvise gode resultater fra studiet. Derudover ser vi gerne, at du interesser dig for persondataret og evt. har haft faget databeskyttelsesret på studiet.

Som person lægger vi vægt på, at du:

  • har gode samarbejdsevner samt er motiveret og ansvarsfuld
  • har overblik og kan arbejde selvstændigt
  • er god til at formulere dig både skriftlig og mundtligt
  • er hjemmevant i Office-pakken (herunder PowerPoint og Excel)
  • er udadvendt og imødekommende i dialogen med kollegaer og interessenter
  • har et godt humør og gerne vil lære nyt
Om Center for Domænesikkerhed
Som student i Center for Domænesikkerhed vil du blive en del af et tværfagligt center, der har fokus på IT-sikkerhed i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen (UFST). Centeret består af ca. 50 medarbejdere, som har til opgave at understøtte såvel UFST som de øvrige faglige styrelser og myndigheder i Skatteministeriets koncern, i forhold til GDPR og informationssikkerhed på IT-området.

Vores omgangstone er uhøjtidelig, og vi lægger vægt på godt kollegaskab samt trivsel og fleksibilitet i arbejdslivet. I UFST har vi gode muligheder for løbende kompetenceudvikling og uddannelse, ligesom vi lægger stor vægt på intern vidensdeling, med henblik på løbende at forbedre vores rådgivning og vejledning til alle Skatteforvaltningens myndigheder og styrelser.

Vi har forståelse for, at din uddannelse er vigtig, og giver dig mulighed for at skabe balance mellem dit studie og jobbet hos os. Du vil således have:

  • fleksibilitet til at planlægge dine arbejdsdage ift. studiet
  • fleksibilitet ift. arbejdsmængde ifm. eksamener og læseferie
Kontakt og ansættelsesvilkår
Send din ansøgning sammen med CV og relevante eksamenspapirer med karakterer og eventuelle udtalelser fra tidligere arbejdsgivere via linket ”Søg stillingen” senest mandag 29. april 2024. Samtaler forventes afholdt løbende.

Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Mona Møller Pedersen på telefon 72 37 75 69.

Du skal være opmærksom på, at din ansættelse sker under forudsætning af, at du kan sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden HEM, da du skal arbejde med klassificerede informationer og systemer. Sikkerhedsvurderingen sker på baggrund af en sikkerhedsundersøgelse, som foretages af PET.

Løn og ansættelsesvilkår sker i henhold til Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes organisation – Det Statslige Område og Cirkulære om organisationsaftalen for Kontorfunktionærer, laboranter, IT-medarbejdere (HK) i Staten.

Arbejdstiden er ca. 15 timer pr. uge med mulighed for fleksibilitet i eksamensperioder.

Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.

Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted vil være Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Frederiksberg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Skatteforvaltningen, Frederiksberg OHV, Osvald Helmuths Vej, 2000 Frederiksberg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 29-04-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6029699

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet