PMO-konsulent til spændende IT-projekt på udbytteskatteområdet

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Brænder du for projektarbejde, og har du lyst til at spille en central rolle i moderniseringen af et forretningskritisk system med høj samfundsrelevans? Vil du arbejde med koordinering og projektstyring på komplekse projekter med stor variation i opgaverne? Er du struktureret, ansvarsfuld og har sans for detaljen? Så kan det være dig, vi står og mangler i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, hvor Kontoret Selskabssystemer lige nu søger en struktureret og motiveret PMO/projektkonsulent til teamet, der skal forestå analysen af, hvad der skal ske med et af vores legacysystemer.

Fremtiden er digital
I Udviklings- og Forenklingsstyrelsen under Skatteministeriet arbejder vi for at etablere fremtidens digitale Skatteforvaltning. I tæt samarbejde med de øvrige styrelser udvikler og forenkler vi de IT-løsninger og forretningsprocesser, der understøtter Skatteforvaltningen og skaber fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor – til gavn for hele samfundet. Kontoret Selskabssystemer, hvor vi nu vil byde en ny kollega velkommen, arbejder særligt med drift, vedligehold og videreudvikling af IT-systemer til behandling af selskabs- og udbytteskat.

Vær med til at bygge fremtidens skattevæsen
Det første projekt, du som PMO hos os vil komme til at arbejde med, er et større projekt til afdækning af, om et af vores såkaldte legacysystemer på udbytteområdet skal udvikles eller afvikles. Vi er i gang med modningen af projektet og forventer, at foranalysen starter op primo 2024. I den forbindelse har vi brug for en struktureret og velformuleret PMO-konsulent, som har tæft for at holde styr på planer og godkendelser, og som er god til at skrive klar og tydelig ledelsesrapportering. Du bliver en del af et team på tværs af Selskabssystemer og vores samarbejdskontor i SKTST. Derudover får du i kontoret kolleger som er systemejere, test- og releasemanager, service level manager mfl.

Som PMO-konsulent skal du støtte projektlederen ved at bistå med styringsopgaver inden for bl.a. ledelsesbetjening, koordinering, planlægning, økonomi-, risiko- og ressourcestyring. Du får således en bred kontaktflade, og du kommer til at indtage en nøglerolle i projektet, idet du varetager en lang række opgaver som på sigt klæder dig på til selv at blive projektleder, hvis du drømmer om dette. Dine opgaver vil bl.a. være:

  • At udarbejde materiale og varetage væsentlige koordineringsopgaver ift. projektets interessenter og samarbejdspartnere, fx styregruppen, Statens It-råd mfl.
  • At varetage projektadministrative opgaver som fx økonomi-, risiko- og ressourcehåndtering og dermed sikre, at projektet gennemføres så effektivt og sikkert som muligt inden for de givne rammer
  • At varetage diverse ad hoc-opgaver med korte deadlines, der sikrer fremdrift i en travl hverdag
  • At indgå i et ambitiøst team, hvor du forventes at bidrage aktivt til den værdiskabende teamånd
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du har en relevant akademisk uddannelse eller på anden vis har opnået forståelse for projektarbejde og -eksekvering. Du har erfaring fra studie eller arbejde med en analytisk og metodisk tilgang til ledelsesbetjening, styring, processer, økonomi, interessenthåndtering mv. i projekter, gerne IT-udviklingsprojekter. Din tæft for at skabe struktur og overblik og din glæde ved et bredt samarbejde er af stor vigtighed, og vi lægger desuden vægt på, at du har følgende kvalifikationer:

  • Du arbejder struktureret og bistår andre med at skabe struktur og overblik over processer, produkter og opgaver
  • Du er service-minded og opmærksom på, hvor der bliver behov for din hjælp i projektet
  • Du har solide kommunikationsevner, både skriftligt og mundtligt, og du faciliterer og kommunikerer i øjenhøjde, så du er med til at skabe fælles fodslag
  • Du tager selvstændigt ansvar for opgaver og følger dem til dørs – og det skræmmer dig ikke, at der kan være flere sideløbende aktiviteter med skarpe deadlines
  • Du har gode samarbejdsevner og kan skabe stærke relationer til andre
  • Du kan navigere i en stor, kompleks og politisk styret organisation med mange interessenter
Og hvad kan vi tilbyde dig?
Du får 16 dedikerede kolleger i kontoret, hvor vi arbejder fleksibelt uden faste pladser men i en teamstruktur. På trods af travlhed og deadlines vægter vi en god og uhøjtidelig atmosfære højt, og vi er glade for både vores indbyrdes holdånd og det brede, stærke samarbejde, vi har med andre kontorer, styrelser og eksterne interessenter. Vi vægter balancen mellem arbejds- og privatliv højt og har stor fokus på medarbejdernes trivsel.

Fagligt vil du komme ind i en organisation, hvor der arbejdes med store og komplekse systemer, som ikke alene skal fungere, men som også skal udvikles, imens de kører. Det kræver en høj grad af faglighed og dedikation! Vi bestræber os til gengæld på at give plads til mennesker, der forstår opgaven, og som vil være med til at tage det næste store skridt i offentlig teknologiudvikling: Her er plads til ambitioner og karriereudvikling. Hvis du har lyst til at arbejde med komplekse problemstillinger og har den faglighed, opgaven kræver, kan dette være lige den rigtige stilling for dig!

Kontakt og ansættelsesvilkår
Send din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle udtalelser via linket ”Søg stillingen” senest 8. januar 2024. Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Christina Juhl Nielsen på tlf. 72 37 51 92.

Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest og der kan indgå en logisk analyse og en personanalyse i ansættelsesforløbet.

Arbejdsstedet er Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg, tæt på Flintholm Station.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Frederiksberg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Skatteforvaltningen, Frederiksberg OHV, Osvald Helmuths Vej, 2000 Frederiksberg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 08-01-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5957714

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet