BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vil du være med til at bygge system- og styringsværktøjer, der kan drifte og optimere Banedanmarks anlægsportefølje? Kan du samtidig bevare overblikket, når der skal skabes optimale rammer for en dynamisk portefølje med projekter på 6 mia.? Så er du den porteføljemanager, vi søger.
Banedanmarks anlægsdivision bygger og fornyer i disse år den danske jernbane i en række store projekter, hvor planlægning og styring af en række kritiske nøgleressourcer er af afgørende betydning for succes. For at sikre kapacitet til alle Banedanmarks projekter er vi i gang med at opbygge en ny sektion, der står for udvikling, planlægning og styring af Banedanmarks portefølje og kritiske ressourcer.
Det betyder, at du kommer til at indgå i og være med til at forme en af de vigtigste afdelinger i Banedanmark, som direkte understøtter et af vores overordnede strategiske mål om at levere alle projekter til tiden, budgettet og i rette kvalitet.
En hverdag med mange berøringsflader
Som porteføljemanager er du med til at få tidsplaner i høj kvalitet og sikrer samspil i den store og komplekse portefølje i Banedanmarks Anlægsdivision.
De konkrete opgaver som porteføljemanager vil bl.a. bestå af at:
- opbygge, forbedre og udvikle koncepter for porteføljeplanlægning og -styring
- sikre data for alle projekter, herunder planlægning af projekter ind i porteføljen sammen med flere interessenter i organisationen
- skabe overblik over kritiske kapaciteter f.eks. i form af sporspærring, maskiner og arbejdskraft
- bistå eller være sparringspartner for projekter med løbende planlægning og styring - også når der kræves koordinering på tværs af projekter
- udarbejde beslutningsoplæg til sektionschef, projektdirektør, direktionen samt evt. eksterne samarbejdspartnere.
Din nye arbejdsplads er vores hovedkontor centralt placeret i København tæt på offentlig transport ved Dybbølsbro station.
Evne til at bevare overblikket og gennemskue konsekvenser på projekterne
De vigtigste kompetencer i jobbet bliver din evne til at holde overblikket og overskue potentielle konsekvenser på både projekt-, program- og porteføljeniveau. Her hjælper din analytiske sans og strukturerede tilgang. Det falder dig naturligt at håndtere kompleksitet og tilegne dig teknisk viden.
Du kommer til at have en bred kontaktflade, og det er derfor også væsentligt, at du kan samarbejde med mange typer af profiler på en imødekommende og uhøjtidelig måde. Du er en god kommunikator og er i stand til at formidle budskaber, således at de bliver forstået og respekteret af modtagerne. Dette medfører, at du med lethed kan indgå i det tværfaglige samarbejde med specialister såvel som banearbejdere og ledere.
Til stilling som erfaren porteføljemanager forestiller vi os, at du har erfaring med porteføljeplanlægning, projektplanlægning, ressourcestyring eller erfaring med forecast af kritiske ressourcer. Måske du har erfaring med styring eller planlægning af jernbaneprojekter og sporspærringer. Det er en fordel, hvis du har arbejdet med ledelsesbetjening i en politisk styret organisation tidligere, men det er ikke et krav.
Alternativt er du nyuddannet og bliver motiveret af muligheden for at kunne sætte dit aftryk på en af Danmarks største bygherreorganisationer. Som nyuddannet håber vi, at du har gåpåmod og er klar til at omsætte teori til praksis.
Til begge stillinger forventer vi, at du har en relevant uddannelsesbaggrund inden for eksempelvis Operations & Supply Chain Management, Økonomi eller anden uddannelse med planlægning eller ressource management som omdrejningspunkt. Men du kan også komme med andre uddannelsesbaggrunde suppleret med erfaring indenfor ledelsesbetjening, planlægning, projektledelse, porteføljemanagement eller lign. Det er en fordel men ikke et krav, hvis du kender MS Projects, SharePoint Online og evt. Primavera.
Din nye arbejdsplads
Vi tilbyder en rolle med ansvar, hvor du i et bredt samarbejde er med til at sikre realiseringen af strategien i Anlægsdivisionen. Vi er en arbejdsplads med højt humør, hvor ledelsen deltager aktivt i realiseringen af vores ambitioner.
Der er et rigtig godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø i sektionen, og det er kendetegnende for ledere og medarbejdere, at de har lyst til at dele viden og hjælpe hinanden. Herudover er der gode faglige udviklingsmuligheder, samt kurser og uddannelse.
I Banedanmark er der plads til alle. Vi har styrket arbejdet med diversitet og mangfoldighed, og har netop tilsluttet os det europæiske initiativ Women in Rail.
Banedanmark kan desuden tilbyde fitnessrum, Falck Health Care sundhedsordning og mulighed for at arbejde hjemmefra i perioder, hvor opgaverne tillader det.
Løn
Som akademiker ansættes du efter gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og AC.
For HK er ansættelsen omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område og Organisationsaftalen mellem Skatteministeriet og HK/STAT, Danmark samt protokollat for kontorfunktionærer ansat ved Banedanmark. Som udgangspunkt er stillingen placeret i løngruppe 3, sats 3, Hovedstad.
For både AC og HK gælder det, at den endelige løn fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer, samt at der tilkommer pension i henhold til overenskomsten.
Ansøgning og kontakt
Vil du vide mere om stillingen så kontakt sektionschef Anne Marie Egesby. Vi vurderer ansøgninger løbende, så send os din ansøgning og CV hurtigst muligt.
For at søge stillingen klikker du på linket ”Søg stillingen” og følger instruktionerne.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Frederiksberg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Banedanmark, Carsten Niebuhrs Gade 43, Carsten Nieburhs Gade 43, 1577 København V
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 30-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=179&ProjectId=192520&DepartmentId=22193&MediaId=5555&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5878406