Koncept- og køkkenkoordinator med passion for antiinflammatorisk kost

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vi søger en kreativ og engageret koncept- og køkkenkoordinator til at styrke vores team i Frederiksberg Badenes caféer.

Caféen er et vigtigt mødested for svømmehallens mange gæster, herunder motionssvømmere, børnefamilier, pensionister og deltagere i babysvømning, og vi er ambitiøse med at skabe et sundt og varieret sortiment, der imødekommer alle aldersgrupper og smagspræferencer. Som koncept- og køkkenkoordinator spiller du en central rolle i at sikre, at vores gæster får en velsmagende madoplevelse, der matcher deres forskellige behov.

Vores madfilosofi er enkel: Sund og velsmagende mad skal være lettilgængelig for alle. Vi definerer sund mad som antiinflammatorisk mad. Vi dømmer ikke: Vores gæster er selv i stand til at tage ansvar for deres egne valg, og hos os kan de også nyde det lidt mindre sunde, men med et bredt udvalg af sunde og lækre retter og med den måde, vi sætter prisniveauet, forsøger vi at gøre det nemmere at vælge sundt.

Arbejdsopgaver
Sammen med vores nuværende koncept- og køkkenkoordinator er du ansvarlig for:

  • Daglig drift af køkkenet, herunder planlægning, indkøb, egenkontrol og produktion af fødevarer.
  • Rengøring og hygiejne: Sikring af, at rengøringsprocedurer overholdes og lever op til fødevarekontrollens retningslinjer.
  • Udvikling af sortiment: Kontinuerlig evaluering og forbedring af menuen for at imødekomme gæsternes ønsker og behov, herunder introducere nye, sunde og spændende retter.
  • Oplæring af medarbejdere: Instruere og motivere dine kolleger til at opnå høje standarder for service og kvalitet samt sikre et positivt og effektivt arbejdsmiljø.
Om dig
Du har formentlig en uddannelse inden for køkkenområdet eller kost og ernæring. Om det er som køkkenassistent, ernæringsassistent, kantineassistent, diætist, cater eller andet er ikke afgørende for os – blot du har viden om, interesse for og dokumenteret erfaring med køkkendrift og antiinflammatorisk mad.

Derudover forventer vi, at du:
  • har passion og forståelse for antiinflammatorisk mad
  • kan arbejde effektivt i et travlt miljø
  • kan arbejde selvstændigt og tage ejerskab over arbejdsopgaverne
  • kan gennemskue, hvornår noget skal eller ikke skal laves fra bunden for at opnå den bedste balance mellem sundhed, kvalitet og pris
  • er kreativ og nysgerrig på at eksperimentere med nye opskrifter og menuer.
  • er omhyggelig og kvalitetsbevidst
  • er teamplayer med gode kommunikationsevner
  • har godt kendskab til hygiejne- og fødevaresikkerhedsstandarder.
Om os
Frederiksberg Badene hører under Frederiksberg Kommune og består af Frederiksberg Svømmehal og Flintholm Svømmehal. I Flintholm Svømmehal har vi en cafe i vores foyerområde samt yderligere to salgssteder i forbindelse med vores kurbad og familieområde. Frederiksberg Svømmehal er lukket på grund af renovering og forventes at åbne i løbet af 2024. Her er caféen placeret på bygningens 1. sal med kig til svømmehallen. I begge svømmehaller er der små men funktionelle køkkenfaciliteter med industriovn, komfur, fryseskab, køleskab, opvaskemaskine, metalbord og -vask, rum til tøropbevaring samt blendere og juicer.

Vores caféer er i udvikling – den ene er sågar ikke åben endnu – så du får en unik mulighed for at påvirke både arbejdsgange og menuer.

Dit arbejdssted vil i første omgang være Flintholm Svømmehal, og når Frederiksberg Svømmehal er i drift, vil din arbejdstid være delt mellem de to svømmehaller.

Arbejdsmiljøet i Frederiksberg Badene er hjertevarmt og tillidsbåret. Vi løfter i flok, og hver især bidrager vi med vores unikke kompetencer, uddannelsesmæssige baggrunde, nationaliteter osv.

Løn og ansættelsesvilkår
Vi regner med, at du kan starte senest den 1. marts 2024.

Stillingen er på 37 timer om ugen. Der er dog mulighed for nedsat tid, hvis du ønsker det. Skriv i givet fald i din ansøgning hvilket timetal, du er interesseret i.

Arbejdstiderne tilrettelægges i overensstemmelse med svømmehallens øvrige drift. Svømmehallen er åben fra tidlig morgen til sen aften alle ugens dage. Dine arbejdstider vil primært være i dagtimerne på hverdage. Vi forventer dog, at du et par dage om måneden er til rådighed aften og/eller weekend for at udføre løbende oplæring af servicepersonalet i køkkenets arbejdsgange.

Løn og ansættelsesforhold følger gældende relevant overenskomst.

Frederiksberg Kommune kræver forevisning af straffeattest og børneattest ved ansættelse. Frederiksberg Kommune er en røgfri arbejdsplads.

Søg stillingen
Vi modtager alene ansøgninger gennem vores ansøgningssystem. Brug knappen ”Søg stillingen” og søg senest den 7. januar 2024.

I din ansøgning bedes du vedhæfte CV, dokumentation for uddannelse samt dit forslag til menukort for Frederiksberg Badenes caféer. Det er indholdet, vi er interesserede på, så du behøver ikke bruge tid og kræfter på et flot layout.

Vi planlægger at afholde første samtalerunde i uge 2 og anden runde i uge 3. Går du videre til anden runde, kan du forvente at skulle løse en case/konkret opgave.

Spørgsmål?
Hvis du har brug for flere oplysninger om jobbet, kan du fra mandag den 18. kontakte administrationsleder Jonas Christensen på 28 98 00 02 eller joch14@frederiksberg.dk.

Frederiksberg er en levende by med et dynamisk bysamfund. Byens sjæl bygger på vores historie og klassiske arv og er med til at præge den spændende udvikling af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af Hovedstaden.
Vi er en moderne kommune, der betjener 104.305 borgere. Frederiksberg Kommune ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold eller handicap.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Frederiksberg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Frederiksberg Kommune, Bernhard Bangs Alle 41, 2000 Frederiksberg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 07-01-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5958251

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet