Jobopslag: Ledig stilling til politisk tænkende projektleder indenfor modernisering af Skatteforvaltningens IT

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Er du passioneret omkring at formidle komplekse problemstillinger til skarpe indstillingspunkter med høj politisk bevågenhed? Brænder du for et job med mening, og drømmer du om at være en del af et hold, hvor vi sammen sætter retning for modernisering af hele Skatteforvaltningens it-portefølje? Så er du måske vores nye kollega.

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen (UFST) er en af de syv styrelser i Skatteforvaltningen. Vi understøtter vores kolleger i Skatteforvaltningen i et partnerskab om drift og videreudvikling af en stor it-portefølje og udvikling af nye IT-løsninger i spændvidden fra mindre projekter til store programmer i milliardklassen.

Om jobbet
Kontoret Legacy og Modernisering er et forholdsvist nyt kontor i et nyt underdirektørområde, som er i hastig vækst. Vi understøtter topledelsen med den strategiske tværgående prioritering af moderniseringen af Skatteforvaltningens IT-systemer. Det er en opgave som har stor betydning for hele Skatteforvaltningens fremtid.

Vores arbejde består bl.a. i sekretariatsbetjening af et moderniseringsboard i form af en styregruppekreds på direktørniveau, implementering af processer for IT-moderniseringsindsatsen samt udvikling af de koncepter og rapporter, der udgør arbejdet med modernisering og opfølgningen på de igangsatte indsatser. Uanset opgaven, så lægger vi vægt på samarbejde og koordinering såvel internt i UFST som med de øvrige styrelser i Skatteministeriet og vores departement.

Vi søger 1-2 nye kollegaer i stillingen.

Dine opgaver kommer bl.a. til at bestå i at:

  • Skrive og afstemme politiske tunge beslutningsoplæg til topledelsen, herunder strategiske og komplekse sager.
  • Lede projekter med komplekst indhold med mange interessenter samt politisk og tidsmæssig bevågenhed.
  • Planlægge, koordinere og sikre overblik over tværgående sager - både interne i kontoret og hos samarbejdspartnere.
  • Sikre kendskab til strategiske målsætninger og understøttelse af disse i sagsfremstillinger.
  • Oparbejde netværk til væsentlige interessenter på forskellige niveauer indenfor dit område - både internt og eksternt.
  • Sikre koordinering af strategiske opgaver på tværs i kontoret.
Om dig
Som person trives du i en udadvendt rolle og med en hverdag, som er kendetegnet ved stor variation i opgaver – nogle gange med korte deadlines. Derudover kan du lide at få processer til at lykkes i komplekse organisationer indenfor deadline.

Vi forventer ikke, at du har et dybdegående kendskab til hverken Skatteforvaltningen eller it-projektstyring, men vi forventer, at du har en relevant videregående uddannelse og høj skriftlige egenskaber fra en større organisation.

Du skal være nysgerrig på områderne og have lyst til at lære et komplekst og spændende område at kende med stor betydning for fremtidens Skatteforvaltning.

Vi søger dig som kollega, som:

  • Har nogle års erfaring fra politisk betjening eller høj ledelsesbetjening fra en offentlig myndighed eller anden politisk styret organisation.
  • Er analytisk stærk og kan skabe struktur og overblik over komplekst materiale og processer
  • Kan skrive politiske indstillinger af høj strategisk karakter.
  • Er systematisk og struktureret i din arbejdsstil, og kan facilitere processer med mange deadlines og interessenter, så vi både viser fleksibilitet og fremdrift.
  • Har erfaring indenfor projektledelse
  • Har mod på og lyst til at begå sig i dialog med mange forskellige fagligheder og interessenter for at sikre konsensus i sagsfremstillingen.
  • Kan facilitere interne og eksterne processer og sikre implementering i organisationen.
Det tilbyder vi dig
Du kommer til at arbejde med et spændende opgavefelt, som har storpolitisk og ledelsesmæssig bevågenhed. Du vil få en alsidig hverdag, hvor du bliver udfordret og har mulighed for at udvikle dig personligt og fagligt. Skatteforvaltningen er en stor organisation med fokus på karrieremuligheder og fastholdelse - så mulighederne er mange.

Vores område og opgaver er i rivende udvikling, og vi har derfor vokseværk i kontoret, hvor vi er for nuværende, er 20 kolleger med en høj grad af diversitet både ift. faglighed, erfaring og baggrunde, og vi forventer at vokse den kommende tid. Vi arbejder tæt sammen og udnytter hinandens forskellige kompetencer og interesser, ligesom vi samarbejder tæt med en række samarbejdspartnere i vores egen styrelse, på tværs af Skatteforvaltningen samt eksterne interessenter.

Du bliver en del af et socialt kontor med en uformel omgangstone og plads til forskellighed. Vi lægger vægt på faglig sparring, personlig udvikling og at have det sjovt, når vi går på arbejde.

Vores kontor er en del af et nyoprettet underdirektørområde, der skal sikre fokus, fremdrift og tværgående koordination i arbejdet med modernisering af Skatteforvaltningens systemportefølje. Det nye underdirektørområde har det tværgående ansvar for modernisering og skal bl.a. understøtte fælles koncepter og rammer, ensartet tilgang og sikre sammenhæng på tværs af moderniseringsaktiviteter og organisationen, da dette er fuldstændig afgørende, når vi taler modernisering.

Skatteministeriets koncern lægger vægt på at understøtte fleksible arbejdsvilkår, og rammerne for arbejdstilrettelæggelsen drøftes mellem leder og medarbejder med udgangspunkt i den samlede opgaveløsning.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Send din ansøgning sammen med CV og eksamenspapirer senest den 07. august 2024 via linket ’Søg stillingen’. Vi forventer at holde 1. samtaler den 14. august og 2. samtaler den 21. august.

Har du spørgsmål eller vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte fungerende kontorchef Amalie Sommer-Madsen på tlf. 7237 6588 eller mail Amalie.Sommer-Madsen@UFST.dk

Der vil blive gennemført logiktest og personlighedsanalyse som led i ansættelsesproceduren, og der vil være en mindre case. Forud for ansættelsen vil der blive indhentet straffeattest og referencer.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.

Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted er Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.

Tiltrædelse snarest muligt.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Frederiksberg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Skatteforvaltningen, Frederiksberg OHV, Osvald Helmuths Vej, 2000 Frederiksberg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 07-08-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6078387

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet