BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
København
Har du erfaring med og interesse for telekommunikation, og vil du være med til at forme fremtiden for bredbåndsbaseret beredskabskommunikation i et kommunikationssystem der bedst muligt understøtter samarbejdet mellem politi, forsvar, rednings- og sundhedsberedskaberne i Danmark? Så har vi en spændende ledig stilling som ingeniør i Rigspolitiets Center for Beredskabskommunikation.
Center for Beredskabskommunikation (CFB) driver og udvikler de kommunikationsløsninger, som sikrer de danske beredskabers evne til effektivt at kommunikere og samarbejde sikkert i kritiske situationer. En af vores primære opgaver er at sikre drift og udvikling af beredskabernes fælles kommunikationsnet SINE (SIkkerhedsNEt), der anvendes af ca. 45.000 brugere. SINE anvendes både internt og på tværs af politi, redningsberedskab, sundhedsberedskab, forsvar, Beredskabsstyrelsen samt en række private aktører.
Fremtidssikring af beredskabskommunikationen
Det nuværende SINE er Danmarks radionet til beredskabskommunikation. SINE understøtter primært talekommunikation, og kan ikke håndtere større datamængder. Da beredskaberne i stigende grad kommunikerer med data, herunder deling af billeder og videoer fra hændelser, er der igangsat yderlige-re initiativer, der kan bidrage til at fremtidssikre beredskabskommunikationen.
Rigspolitiet har derfor igangsat et projekt om Fremtidens Beredskabskommunikation - Infrastruktur (FREBI), der bl.a. har analyseret, hvordan og hvornår talekommunikationen i første omgang kan suppleres med datakommunikation mellem beredskaberne, for at understøtte beredskabernes behov bedst muligt. Projektet er i gang med at gennemføre en række pilotforsøg, hvor CFB - i samarbejde med beredskaberne- undersøger de beredskabsfaglige muligheder med bl.a. private netværk og midlertidige dækningsløsninger. På sigt er det forventningen, at også den kritiske talekommunikation skal håndteres på en ny bredbåndsplatform. I den forbindelse har vi brug for flere tekniske kompetencer, der kan bidrage til at gennemføre pilotprojekterne og øvrige aktiviteter.
Dine arbejdsopgaver
Du bliver en del af centerets teknologisektion, der primært består af ingeniører, hvis væsentligste opgaver er at sikre, at beredskaberne nu og i fremtiden har den bedste beredskabskommunikation på SINE/FREBI. Derudover yder sektionen teknisk rådgivning og støtte omkring anvendelsen af netværket. Ud over at varetage løsninger rettet specifikt mod beredskaberne som helhed, har vi også opgaver, der vedrører politiets radiokommunikationsløsninger og alarm- og vagtcentraler.
I CFB får du 35+ energiske kolleger med både akademisk, teknisk og beredskabsfaglig baggrund, der alle brænder for at sikre beredskaberne de bedst mulige arbejdsvilkår. Vi har en uformel tone og vores kultur er præget af faglig sparring, vidensdeling og samarbejde i en ofte travl hverdag, hvorfor det er afgørende, at du ser dig selv som en del af teamet og ønsker at bidrage, hvor der er behov.
Om dig
Du har en videregående teknisk uddannelse, som eksempelvis elektroingeniør eller tilsvarende. Gerne med fokus på telekommunikation og viden om 3GPP Corenet (4G EPC, 5GC), og dertil gerne grundlæggende viden om IP og Linux. Om du er nyuddannet eller har flere års erhvervserfaring er ikke så vigtigt. Vi sørger for dybdegående oplæring og introduktion til opgaverne. Det vigtigste er, at du er fagligt nysgerrig og med en analytisk og metodisk tilgang til arbejdsopgaverne, samt en stor trang til at lære og finde løsninger, der virker. Du arbejder omhyggeligt og struktureret – uden at strukturen begrænser din kreativitet ift. hvad der vil/kan røre sig inden for fagområdet i fremtiden. Sammen med dit store overblik sikrer dette en høj kvalitet og præcision i dit arbejde og dine leverancer.
Du har klare mundtlige og skriftlige formidlingsevner, og formår at kommunikere komplekse tekniske budskaber til et bredt publikum - fra tekniske eksperter til kollegaer eller samarbejdspartnere uden den store tekniske forståelse. Derudover er du velbevandret i teknisk engelsk. Det falder dig naturligt at opbygge gode relationer og konstruktive samarbejder på tværs af organisationen, andre beredskaber og leverandører. I samarbejdet er du en uformel team player, der har lyst til at bidrage til det positive arbejdsmiljø, og er ligeså villig til selv at dele viden, som at lære fra andre.
Det forventes, at du har kørekort B, da tjenestekørsel forekommer.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du indplaceres på baggrund af kvalifikationer.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Der er tale om en fast fuldtidsstilling på 37 timer/ugentligt.
Ansættelsesområdet er Rigspolitiet, og dit arbejdssted bliver Center for Beredskabskommunikation, Nimbusparken 24, 4. sal, 2000 Frederiksberg.
Kontakt og ansøgning
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Troels Schmidt Jensen på telefon +45 2566 8374. Generel information om politiet og SINE kan findes på www.politi.dk og www.sikkerhedsnet.dk og om politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Vi forventer at afholde første runde samtaler fra den 19. februar 2024 og anden runde samtaler fra den 26. februar 2024.
Ansøgningsfrist: 13. februar 2024Ansøg
I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed
I politiet arbejder mere end 16.000 medarbejdere sammen om at forebygge og forhindre kriminalitet. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at Danmark er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med den nære politiindsats som betjent, som efterforsker eller om vi bidrager til en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.
Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for Danmarks i alt 15 politikredse fordelt på 12 kredse i Danmark, politiet i Grønland og på Færøerne samt National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). I Rigspolitiet udvikler vi strategier, koordinerer politiets arbejde på landsplan og arbejder med en lang række opgaver blandt andet økonomistyring, it-udvikling, juridisk rådgivning, presse og kommunikation, politisk betjening, indkøb af politiets udstyr og køretøjer samt HR-opgaver.
Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Frederiksberg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Rigspolitiet, Administrationsområdet - SINE, Nimbusparken, 2000 Frederiksberg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 13-02-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5983873