Family Time hos København Vineyard modtager donation på 10.000 kr.: Et socialt fællesskab med plads til alle

Poul Erik Bech Fonden har doneret 10.000 kr. til København Vineyard.
dato

Family Time er en månedlig begivenhed i frikirken København Vineyard, hvor socialt samvær og fællesskab er omdrejningspunktet. Der er plads til alle, som måtte have lyst til at deltage, men det er især syriske og iranske flygtningefamilier samt socialt udsatte danske familier, som deltager og har gjort det igennem flere år.

Her indbyder foreningen til et hyggeligt og socialt fællesskab med kaffe, kage, spil, snak og hygge, hvortil der er et særligt program til glæde for børnene. Arrangementet afsluttes med et fælles aftensmåltid, og der deles en pose madvarer ud til alle, som måtte have behov for det. Frivillig hos København Vineyard, Louise Lysholm Nielsen, udtaler:

"Vi ønsker at fortsætte med at afholde de her dage, fordi vi kan se, at det gør en forskel i disse menneskers liv, som på mange måder har en udfordret hverdag. Det giver dem en plads i et inkluderende og givende fællesskab, hvor de kan komme præcis, som de er. Der kommer et sted mellem 30-40 gæster, og vi har mange gengangere, som sætter pris på arrangementerne og oplever dem som et fristed fra hverdagens bekymringer".

"Vi gør især meget ud af, at maden skal være gratis, da vi ved, at mange af vores gæster er på overførselsindkomst og hermed er udfordrede på deres økonomi. Samtidig er det vigtigt for os med ekstra aktiviteter for børnene. Vi ønsker at give dem bekymringsfrie oplevelser, hvor de udelukkende skal tænke på at hygge sig og have det sjovt med hinanden".

Give tilbage til de lokalsamfund, vi er en del af

Family Time koordineres af frivillige medarbejdere fra København Vineyard, og projektet har kørt i flere år med succes. Begivenhederne bliver et vigtigt holdepunkt i familiernes liv, hvorfor indehaver i EDC Poul Erik Bech Gammel Kongevej og Falkoner Allé Daniel Sejrskild Nielsen, som stod for selve overrækkelsen, er utrolig glad for, at EDC Poul Erik Bech Fonden kan være med til at sikre videreførelsen af dem. Daniel udtaler:

"Vi er dybt imponerede over det engagement og den hjertevarme, som København Vineyard udviser i deres arbejde med at støtte socialt udsatte danske familier og flygtningefamilier. Deres vedvarende indsats for at skabe et positivt fællesskab og lyspunkter i hverdagen er virkelig inspirerende. Det er en ære for os at kunne støtte deres vigtige arbejde gennem EDC Poul Erik Bech Fonden". Daniel forsætter:

"Initiativer som disse er vigtige for det enkelte menneske såvel som sammenhængskraften og tilliden i samfundet. Sociale fællesskaber er ikke blot en luksus men en nødvendighed for trivsel og mental sundhed. Ved at fremme sådanne initiativer investerer vi i et mere sammenhængende samfund, hvor endnu flere har mulighed for at føle sig set, hørt og værdsat. Det synes jeg er meningsfuldt".

Senest har følgende foreninger modtaget støtte af EDC Poul Erik Bech Fonden: Dansk Folkehjælp, Bolbro Brugerhus Odense, Mødrehjælpen Holbæk, Kirkernes Familiehjælp Randers, Specialskolen Bramsnæsvig, Svovlstikkerne og Bykirken Odense.

Om EDC Poul Erik Bech Fonden

EDC Poul Erik Bech Fonden er en almennyttig fond, som blev stiftet i 2015 i forbindelse med generationsskiftet i ejendomsmæglervirksomheden EDC Poul Erik Bech. Gennem overskuddet fra ejendomsmæglervirksomheden støtter fonden frivillige foreninger, der gør en forskel for udsatte børn.

Om EDC Poul Erik Bech

EDC Poul Erik Bech er Danmarks største og eneste landsdækkende ejendomsmæglervirksomhed og består af mere end 80 boligbutikker og 19 erhvervscentre og beskæftiger mere end 650 medarbejdere. EDC Poul Erik Bech er uafhængig af banker og realkreditinstitutter og er den eneste fondsejede mæglervirksomhed. Størstedelen af virksomheden er ejet af den almennyttige fond EDC Poul Erik Bech Fonden. Gennem overskuddet fra mæglervirksomheden støtter fonden frivillige foreninger, der gør en forskel for udsatte børn. Kender du en lokal forening, der har brug for en håndsrækning, så hører Fonden meget gerne fra dig. Læs mere på www.poulerikbech.dk og www.poulerikbechfonden.dk.

Kilde: Redaktionen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.