BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vi søger en ny kollega til CBS’ centrale budgetenhed, hvor vi udover udarbejdelse og opfølgning på CBS’ budgetter arbejder med en lang række analyseopgaver på CBS og i forhold til vores ministerium.
Vi søger først og fremmest en ny kollega til afdelingens generelle opgaver, men gerne en som også interesserer sig for IT-systemer. IT bliver mere og mere en integreret del af vores hverdag, og derfor vil vi gerne styrke afdelingens kompetencer med en ”ekspert”.
Stillingens indhold
Du vil blive ansat i Budgetafdelingen, som er ansvarlig for udarbejdelse af og opfølgning på CBS´ samlede budget. Dine opgaver vil være centreret om hele universitetets økonomi, men med et ansvar for egne områder af CBS’ økonomi. Herudover er du den, der har ekstra meget styr på, hvad vores systemer kan, og hvordan data flytter sig mellem dem.
Vi har netop påbegyndt en proces med udskiftning af budgetsystem, hvor du forventes at være en vigtig spiller i processen med at komme sikkert i mål med en ny og forbedret løsning.
Stillingen har konkret ansvar for følgende opgaver:
- Facilitering, konsolidering og rapportering af enhedernes budget og budgetopfølgninger
- Løbende dialog og sparring med dine CBS-enheder om økonomiske forhold
- Udarbejde analyser og lave budgetopfølgning for CBS med henblik på fremlæggelse for CBS’ ledelse
- Konsekvensberegninger af nye initiativer på universitetsområdet, f.eks. hvordan et lovforslag vil påvirke CBS’ økonomi
- Scenarieberegninger i forbindelse med CBS’ budgettering og flerårsbudgettering
- Løbende opdatering og udvikling af budgetsystem
Du vil blive del af en budgetafdeling, hvor kompleksitet, samarbejde, nærvær og humor er en del af hverdagen. Der er gode muligheder for at påvirke stillingens opgaver og processer, da vi løbende udvikler og forbedrer budgetområdet.
Forventninger til dig
Du har interesse for – og gerne erfaring med – økonomistyring og økonomisystemer i offentlige institutioner. Du har endvidere øje for økonomiske analyser, som kan understøtte ledelsesbeslutninger.
Vi forventer, at du:
- Kan lide at arbejde med tal og bringe disse til solide økonomiske analyser
- Kan formidle økonomiske budskaber og økonomiske analyser skriftligt på dansk – klart og præcist
- Er udviklingsorienteret og kan forholde dig kritisk til den nuværende praksis
- Har stor interesse for og viden om budget- og planlægningssystemer; CBS benytter Prophix
- Er fagligt stærk i Excel og måske i Power BI
- Kan indgå i et team, der er præget af stærke fagligheder og et bredt spænd af økonomiske arbejdsopgaver, hvor vi stiller høje krav til hinanden om sparring, samarbejde og kvalitet i leverancer.
Vi arbejder primært på dansk, men det er en fordel, hvis du kan begå dig på engelsk.
Om os
CBS tilbyder et afvekslende og udviklende job på en arbejdsplads med et internationalt islæt. Budgetafdelingen består af tolv medarbejdere og er en del af Økonomi & Analyse med reference til CBS’ økonomichef.
Budgetafdelingen udarbejder budgetter og prognoser, understøtter den løbende drift, udvikling og ressourcestyring af CBS’ økonomi samt bidrager med analyser og forslag til udvikling af den økonomiske strategi på CBS. Vi arbejder tæt sammen med både de øvrige afdelinger af Økonomi & Analyse og med resten af CBS.
Din reference vil være til Budgetchefen.
Løn-, ansættelsesvilkår og rekrutteringsproces
Stillingerne er på fuld tid og ønskes besat pr. 1. maj 2024. Ansættelse og aflønning sker efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation, med en indplacering og aflønning afhængig af kvalifikationer og erfaring. Der vil ved ansættelsen være mulighed for at forhandle personlige tillæg. Ansættelsen er 37 timer om ugen.
Copenhagen Business School inviterer alle kvalificerede kandidater til at søge stillingen. Et ansættelsesudvalg vil vurdere ansøgningerne og indkalde et udvalg af kvalificerede kandidater til samtale. Et af CBS’ strategiske mål er at fremme mangfoldighed og diversitet i vores organisation. Derfor bestræber vi os på en ansættelsesproces, der mindsker potentiel bias. Vi opfordrer derfor ansøgere til ikke at inkludere foto eller unødvendige oplysninger om personlige forhold i ansøgningen.
Vil du vide mere
Du er velkommen til at kontakte økonomichef Kristian Dyhr på telefon 4185 2610 eller på kd.fa@cbs.dk
Ansøgningsfrist og videre forløb
Ansøgningsfrist er 4. marts. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i løbet af marts måned.
Du søger stillingen online ved at åbne linket "søg online", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter ansøgning sammen med eksamenspapirer og CV.
Ansøgningsfrist: 04-03-2024
WE TRANSFORM SOCIETY WITH BUSINESS
CBS er et globalt anerkendt business universitet med dybe rødder i den nordiske, socioøkonomiske model. Vi har et bredt fokus på erhvervslivets og samfundets udfordringer i det 21. århundrede. Derfor har vi en samlet portefølje af tværfaglig forskning og uddannelse af høj kvalitet, der har styrket generationer af fagfolk og ledere i den private sektor og andre steder.
Universitetet ligger på Frederiksberg og har ca. 21.000 fuldtids- og deltidsstuderende, 760 fuldtidsansatte videnskabelige medarbejdere, 210 ph.d.-studerende og 680 administrative medarbejdere samt en portefølje af bachelor-, kandidat-, MBA/EMBA-, ph.d.-og efter-/videreuddannelser udbudt på både dansk og engelsk.
Med vores globale profil følger en forpligtelse til at bidrage til udviklingen af transformative kompetencer hos studerende, kandidater og virksomhedsledere gennem vores uddannelsesaktiviteter og muligheder for livslang læring. Komplekse udfordringer kræver en fælles indsats, og derfor fokuserer vores strategi på at styrke nuværende og starte nye partnerskaber med andre videnskaber, erhvervslivet, myndigheder og civilsamfundet.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Frederiksberg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Copenhagen Business School, Solbjerg Plads, 2000 Frederiksberg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 04-03-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5993912