BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vil du støtte studerende i at vælge den rigtige uddannelse og finde gode løsninger på de udfordringer og muligheder, de oplever i deres uddannelsesforløb? Så har CBS nu et relevant studiejob som studenterstudievejleder ledigt.
Studievejledningen under Student Affairs vejleder nuværende og potentielle studerende samt rådgiver andre på CBS om de studerendes forhold. Vi vejleder både fysisk og digitalt, og du vil særligt vejlede gennem personlige samtaler, telefon og arrangementer i relation til de otte engelsksprogede bacheloruddannelser – samt mere generelt om uddannelsesmulighederne på CBS. Jobbet er udviklende og varieret, og du vil få et betydeligt selvstændigt ansvar. Gennem arbejdet vil du også blive klogere på dig selv som studerende og på dit eget studie.
Dine primære arbejdsopgaver vil være:
- At få de studerende godt ind på CBS: Vejledning af potentielle studerende om optagelsesregler, studievalg, studiestart, studiemiljø, karrieremuligheder samt alternative studiemuligheder
- At få de studerende godt gennem studierne: Vejledning på de engelsksprogede bacheloruddannelser i faglige og studierelaterede forhold, fx studieplanlægning, studiemåder, studietvivl, karrieremuligheder, samt regler.
Du skal:
- være studerende på (eller have gennemført) en engelsksproget bacheloruddannelse på CBS
- være aktiv bachelor- eller kandidatstuderende som minimum hele studieåret 2024/2025
- være på CBS i hele studieåret 2024/25 og ikke på udveksling
Vi ønsker os en kollega, som:
- interesserer sig for andre mennesker og er god til at lytte og sætte sig i andres sted
- formidler klart, især mundtligt, på både dansk og engelsk
- indgår godt i et team med tæt samarbejde om at løse arbejdsopgaverne
- tager ansvar for egne arbejdsopgaver
- sætter sig ind i faglighederne på tværs af CBS’ bacheloruddannelser
- sætter sig ind i studiernes optagelsesregler, opbygning, begrænsninger og muligheder
Som studenterstudievejleder udvikler du dig inden for:
- samtalemetode og værktøjer til understøttelse af refleksion
- at vejlede og rådgive gennem dialog
- at udvikle, planlægge og afholde oplæg
- at formidle komplekse sammenhænge på en letforståelig måde
Vi tilbyder en travl arbejdsplads med gode kolleger, som alle arbejder med og for vores studerende. Vi er meget forskellige og har såvel studenter- som fuldtidsansatte og unge og knap så unge, men vi er fælles om opgaverne, har en uhøjtidelig tone og sætter samarbejde højt.
Ansættelsesvilkår og løn: Ansættelsen er på 12 timer per uge / 51,96 timer per måned. Timelønnen er 220,97 kr. i timen plus 12,5% feriepenge og 1,78% pension. Forventet start er 15. oktober 2024 eller snarest derefter. Det er en forudsætning for ansættelsen, at du er aktiv studerende ved en højere læreanstalt.
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte studievejleder Thomas Gylling, tg.stu@cbs.dk.
Ansøgningsfristen er mandag den 23. september 2024 kl. 23:59. Vi afholder 1. samtalerunde torsdag den 26. september og 2. samtalerunde mandag den 30. september.
Du søger stillingen online ved at åbne linket "søg online", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter ansøgning, cv og karakterudskrift.
Din ansøgning skal ikke bruges på at gentage alt det, vi også kan læse i dit cv. Vi ser meget hellere, at du gør det klart, hvad det er ved jobbet, du finder spændende, hvordan du ser de studerendes udfordringer og muligheder – og hvordan du ser dig selv som velegnet til at støtte de studerende i at komme ”godt ind og godt igennem”.
Rekrutteringsprocessen: Copenhagen Business School inviterer alle kvalificerede kandidater til at søge stillingen. Et ansættelsesudvalg vil vurdere ansøgningerne og indkalde et udvalg af kvalificerede kandidater til samtale. Et af CBS’ strategiske mål er at fremme mangfoldighed og diversitet i vores organisation. Derfor bestræber vi os på en ansættelsesproces, der mindsker potentiel bias. Vi opfordrer derfor ansøgere til ikke at inkludere foto eller unødvendige oplysninger om personlige forhold i ansøgningen.
Ansøgningsfrist: 23-09-2024
WE TRANSFORM SOCIETY WITH BUSINESS
CBS er et globalt anerkendt business universitet med dybe rødder i den nordiske, socioøkonomiske model. Vi har et bredt fokus på erhvervslivets og samfundets udfordringer i det 21. århundrede. Derfor har vi en samlet portefølje af tværfaglig forskning og uddannelse af høj kvalitet, der har styrket generationer af fagfolk og ledere i den private sektor og andre steder.
Universitetet ligger på Frederiksberg og har ca. 21.000 fuldtids- og deltidsstuderende, 760 fuldtidsansatte videnskabelige medarbejdere, 210 ph.d.-studerende og 680 administrative medarbejdere samt en portefølje af bachelor-, kandidat-, MBA/EMBA-, ph.d.-og efter-/videreuddannelser udbudt på både dansk og engelsk.
Med vores globale profil følger en forpligtelse til at bidrage til udviklingen af transformative kompetencer hos studerende, kandidater og virksomhedsledere gennem vores uddannelsesaktiviteter og muligheder for livslang læring. Komplekse udfordringer kræver en fælles indsats, og derfor fokuserer vores strategi på at styrke nuværende og starte nye partnerskaber med andre videnskaber, erhvervslivet, myndigheder og civilsamfundet.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Frederiksberg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Copenhagen Business School, Solbjerg Plads, 2000 Frederiksberg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 23-09-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6108911