Har du lyst til at arbejde med nationale lovgivningsprocesser, og vil du hjælpe med at sikre, at Skatteforvaltnings it-organisation leverer professionelle bidrag til lovgivningsarbejdet i Skatte- og Vækstministeriets departement? Så er du måske vores kommende kollega.
Du bliver en del af et kontor, hvor EU- og national lovgivning er det faglige omdrejningspunktet. Kontoret konsekvensvurderer alle nye lovinitiativer inden for skatte-, motor- og digitaliseringsområdet og følger lovsagerne gennem den lovforberedende fase og forhandlingsfasen med henblik på at sikre, at styrelsen leverer vurderinger af høj kvalitet.
Vi søger en ny kollega, der er stærkt motiveret for at drive de nationale lovhøringsprocesser og styrke og udvikle kontorets dygtiggørelse heri. Du vil som lovpartner løfte en vigtig myndighedsopgave med at styre håndteringen samt støtte og bistå bl.a. it-faglige kollegaer, så de kan fokusere på at bidrage præcis med deres specialviden.
Du driver sagerne frem og har styr på de nationale lovprocesser
Du vil som lovpartner selvstændigt løfte en vigtig opgave med at drive og styre lovbidragene fra styrelsen. Du får stort selvstændigt ansvar for sagerne – fra de opstår som undersøgelser eller lovønsker, til de vedtages i Folketinget.
Når du lykkes med dit arbejde, har styrelsen leveret rettidige og fyldestgørende indblik i de it-tekniske konsekvenser af et givent lovinitiativ, samt evt. anbefalinger om justeringer eller alternativer, som vil lette og effektivisere den it-tekniske implementering, eller forøge de administrative gevinster for den danske Skatteforvaltning.
Du bliver pennefører på bl.a. notater og høringssvar, og det er derfor vigtigt, at du har gode skrivekundskaber og kan omsætte it-tekniske vurderinger, som dine kollegaer spiller ind, til letforståelige og skarpe bidrag, der kan bruges af Skatte- og Vækstministeriets departement. Samtidig skal du have blik for de mange aktuelle strategiske perspektiver, som præger en stor it-organisation, der også er en statslig myndighed.
Du skal være med til at drive en professionel embedsmandskultur, og skal løbende bidrage til at videreudvikle processer og samarbejde med andre enheder i Skatte- og Vækstministeriets koncern, og kommer dermed til at indgå i et bredt netværk af kolleger med forskellige fagligheder.
”Jeg synes, det er topmotiverende, når jeg kan fjerne al ”proces- og formalia-støjen” for mine kollegaer, så de kun skal koncentrere sig om at bidrage med det, de er bedst til – deres faglighed. I vores kontor omsætter vi ikke alene deres detailviden til en letforståelig it-konsekvensvurdering. Det er også os, som har styr på hvor, hvornår og på hvilken måde, vi bedst kan spille ind med deres bidrag til fx departementet og samle alle enderne, så vi som styrelse leverer it-konsekvensvurderinger af høj kvalitet, som kan bruges i det videre arbejde. Vi er et lille kontor med en stor specialiseret faglighed, som jeg oplever, at vores samarbejdspartnere både i og udenfor styrelsen sætter pris på, så de kan fokusere på deres primære opgaver.”
Cilia Sonne Allermann, chefkonsulent
Har du drive og motivation til at styrke opgaven?
Du har en relevant samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse, for eksempel cand.scient.pol., cand.scient.adm., cand.jur. eller lignende. Dine faglige interesser ligger inden for nationale lovprocesser – og også gerne skatteforvaltning og offentlig digitalisering. Du kan desuden lide, at dine opgaver rummer elementer af både EU, politik, jura, skatteforvaltning og it.
Vi lægger vægt på, at du tager selvstændigt ansvar for dine opgaver og altid er parat til at sparre og dele viden med dine kolleger.
Vi forventer herudover, at du:
- er en dygtig formidler både skriftligt og mundtligt på dansk og gerne engelsk
- trives med at arbejde under korte deadlines og samtidig formår at arbejde i dybden med en større opgave
- kan lide at drive og have styr på detaljerne i processer med mange interessenter
- kan skære en opgave til og træffe beslutninger, selvom alle sten ikke er vendt
- motiveres af at samarbejde med forskellige fagligheder samt facilitere møder og drøftelser
Jonas Leif Espersen, fuldmægtig
Mange muligheder for fremtidig karriereudvikling
Hos os får du god mulighed for faglig udvikling, fordi dine arbejdsopgaver berører stort set alle områder i styrelsen. Du vil modtage et grundigt onboarding forløb, men kan også forvente at få ansvar for dine egne sager fra første dag.
Du bliver en del af en stor, politisk styret organisation, hvor der er mange muligheder for at videreudvikle de kompetencer, du får hos os, andre steder i organisationen og dermed forme din karriere i en retning, der matcher dine interesser.
Vi er desuden en arbejdsplads, hvor der er mulighed for god balance mellem arbejde og fritid. Du vil blive en del af et socialt miljø med en venlig og uformel omgangstone, hvor vi er interesserede i, hvem du er, og hvor vi hjælper og støtter hinanden.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Send din ansøgning med CV og eksamenspapirer samt relevant dokumentation via linket "Søg stillingen" senest den 17. august 2026.
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at sende en sms til funktionsleder Marie S. Rasmussen på telefon 72 37 06 92, så vil du blive ringet op.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatte- og Vækstministeriet.
Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest, og kandidater til stillingen kan forvente at skulle gennemgå test som led i ansættelsesprocessen.
Ansættelsesområdet er Skatte- og Vækstministeriet med tilhørende institutioner, og dit arbejdssted vil være Udviklings- og Forenklingsstyrelsens lokation på Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Frederiksberg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Skatteforvaltningen, Frederiksberg OHV, Osvald Helmuths Vej, 2000 Frederiksberg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 17-08-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/55eff0b9-0ee0-4472-b094-bb9e2beccefd