Bliv kontorchef for AI-udvikling og platform hos Skatteforvaltningen

dato

Vil du være med til at skabe fremtidens AI-løsninger for den danske Skatteforvaltning? Brænder du for at sætte machine learning og generativ AI i spil med henblik på at styrke kvaliteten og effektiviteten i Skatte- og Vækstministeriets koncern? Så er du måske vores nye kontorchef for AI Udvikling og Platform i Udviklings og Forenklingsstyrelsen (UFST).

AI Udvikling og Platform – din nye arbejdsplads
Som kontorchef for AI Udvikling og Platform vil du få ansvaret for at levere machine learning (ML) og generative AI-løsninger til Skatteforvaltningen i tæt samarbejde med vores fagstyrelser og eksterne leverandører, samt driftsansvaret for den platform, som løsningerne bygges på.

Ledelsen af kontorets i alt 30 specialister – fordelt på tre teams – sker i tæt samarbejde med kontorets souschef.

AI Udvikling og Platform har en uformel, dynamisk og sparrende tilgang til arbejdet. Der er fokus på trivsel og personlig udvikling i en hverdag med højt fagligt niveau og interessante løsninger, der løfter vigtige samfundsmæssige opgaver. Med afsæt i Kanban- og agile-principper arbejder kontoret med datadrevne løsninger, der styrker vejledningen af borger og virksomheder, bekæmper svig og sikrer korrekt skattebetaling.

Du vil referere til underdirektøren for AI og ERP og indgå i en nyetableret ledergruppe sammen med bl.a. kontorchefen for AI Strategi og Compliance, der fokuserer på de overordnede rammer for implementeringen af AI i koncernen.

Dine primære ansvarsområder og opgaver
Sammen med den øvrige ledelse i AI og ERP arbejder I med udvikling og strategi for området herunder også personaleledelse med understøttelse af trivsel, performance, organisering, rekruttering, kompetenceudvikling med mere. Dit primære fokusområde vil være at sikre, at kontoret er i stand til at levere kontinuerlig værdi for dine samarbejdspartnere i koncernen. Dette kræver bl.a.:

  • Optimering af styrings- og udviklingsprocesser i samarbejde med kontorets product owners
  • Arbejde med individuel og teamdynamisk performance i medarbejdergruppen
  • Tæt og tillidsfuldt samarbejde med fagstyrelserne, departementet og kolleger internt i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen
  • Sikre videndeling, facilitering af faglige drøftelser og opfølgning på udviklingen i fagområdet
  • Understøtte at kontorets kompentencer bliver bragt i spil, der hvor værdiskabelsen er størst
  • Ledelsesbetjening fx i form af udarbejdelse af notater, beslutningsoplæg etc.
Om dig
Vi søger en leder, der interesserer sig for både mennesker og teknologi. Som personaleleder formår du at motivere og sætte retning for højt specialiserede medarbejdere med forskellige fagligheder – også når deres faglige ekspertise overstiger din egen. Du er en synlig, inkluderende og engageret personaleleder, der skaber resultater gennem samarbejde og klare mål. Med politisk tæft og stærke kommunikationsevner navigerer du sikkert i et komplekst landskab med mange interessenter og offentlig bevågenhed, og du har blik for lovgivning og evner at omsætte AI/ML-indsatser til konkret værdi for hele Skatteforvaltningen.

Du formår at lede både nedad og opad i organisationen og spiller din nærmeste leder, ledergruppen og resten af ledelseskæden gode gennem proaktivitet og en positiv tilgang til arbejdet.

Du har ledelseserfaring inden for IT-udvikling og drift og har en overordnet forståelse for data, machine learning og generativ AI. Du forstår både teknologi- og forretningssiden af de løsninger vi arbejder med og formår at etablere stærke samarbejdsrelationer i en stor organisation. Erfaring fra det statslige område vil være en fordel.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Ansøgning med CV og eksamensbevis bedes sendt via linket ”Søg stillingen” senest den 28. august 2026. Er du tjenestemand, stiles ansøgningen til Kongen. Vi holder samtaler løbende. Kandidater til stillingen kan forvente at skulle gennemgå test i ansøgningsprocessen. Tiltrædelse snarest muligt.

Yderligere oplysninger omkring stillingen kan fås ved kontakt til underdirektør Søren Swane Hagensten på tlf. +45 72 37 62 35 eller Soeren.Hagensten@ufst.dk

Løn- og ansættelsesvilkår forhandles i overensstemmelse med rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen indplaceres i løngruppe 1, svarende til lønramme 37. Ansættelse sker som udgangspunkt på åremål.

Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest og referencer.

Du skal være opmærksom på, at din ansættelse sker under forudsætning af, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde denne sikkerhedsgodkendelse under din ansættelse i stillingen. Hvis du allerede er sikkerhedsgodkendt i en anden offentlig myndighed og bliver tilbudt stillingen, ønsker vi at overtage din sikkerhedsgodkendelse fra din nuværende arbejdsplads, hvis forudsætningerne for det er opfyldt.

Ansættelsesområdet er Skatte- og Vækstministeriet med tilhørende institutioner, og arbejdsstedet er Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Frederiksberg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Skatteforvaltningen, Frederiksberg OHV, Osvald Helmuths Vej, 2000 Frederiksberg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 28-08-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/48005c87-86cb-4280-ae94-6e0521f9defc

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet
Mest læste artikler