Alsidig økonomimedarbejder til Frederiksberg Forsyning

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Trives du med mange forskelligartede opgaver inden for økonomi og kan du se dig selv i en kultur, hvor ansvarlighed, høj faglighed og frihed er centrale værdier? Så er dette måske noget for dig.

Jobbet

Som vores kommende økonomimedarbejder bliver du en essentiel del af et dygtigt og velorganiseret regnskabsteam, som tæller 9 medarbejdere, der varetager økonomi- og regnskabsopgaver for koncernens 9 aktieselskaber. Du kommer til at referere til leder for Regnskab, Henriette Thorberg hvis ledelsesstil er kendetegnet ved tillid, støtte og høj faglighed, og som lægger vægt på at medarbejderne kan arbejde selvstændigt, proaktivt og har lyst til at udvikle sig.

”Det er vigtigt for mig at vise tillid og give frihed til at man selv kan styre sin arbejdsdag”, Leder for Regnskab, Henriette Thorberg

Vores arbejdsmiljø er kendetegnet ved, at alle kender hinanden, og at vi arbejder tæt sammen. Vores tætte samarbejde og direkte kommunikation gør, at vi får tingene gjort. Den flade struktur giver alle mulighed for at deltage aktivt i beslutningsprocesser og bidrage med deres faglighed. Du vil træde ind i et stærkt fagligt team med albuerum og hvor gode idéer bliver hørt.

Du bliver ansvarlig for behandling af alle indkomne leverandør faktura fra modtagelse til betaling, sammen med en anden kreditorbogholder. Hertil kommer også afstemningsopgaver og opgaver med moms- og afgiftsafregning. Dine primære opgaver bliver:

  • bogføring, håndtering af kreditorer og finansbilag o. lign. 
  • afstemning og kvalitetssikring af regnskabsmateriale
  • deltagelse i at udarbejde den månedlige og årlige rapportering
  • optimering af processer, herunder videreudvikling og optimering af processer i retning af øget digitalisering og automatisering 
  • backup for lønkørsel af månedslønnede

Det er vigtigere, at du har gå-på-mod, nysgerrighed og lyst til opgaven end at du har erfaring med løn.

Om dig

Vi gør brug af vores samlede kompetencer, når vi løser opgaver. Det betyder, at vi dækker ind for hinanden, og det er derfor vigtigt, at du er en holdspiller. Du har en metodisk, systematisk og analytisk tilgang til opgaverne samtidig med, at du er tålmodig og indstillet på at engagere dig i daglige samtaler med en bred vifte af fagfolk.

 Derudover rummer dit CV at du:

  • har relevant uddannelse eller kurser i regnskab 
  • er stærk i de bogførings- og regnskabsmæssige sammenhænge og god til forretningsprocesser
  • har solide IT-kompetencer med kendskab til Excel og Navision og gerne LESSOR-løn.

Vi tilbyder

Du får et ansvarsfuldt, selvstændigt og udfordrende job med spændende perspektiver, både personligt og fagligt, i et professionelt regnskabsmiljø. 

Stillingen er på 37 timer om ugen ekskl. frokost. Lønnen bliver fastsat med udgangspunkt i dine kompetencer og inkluderer en pensionsordning. Du har flextid og får samlet 7 ugers fri om året fordelt på 5 ugers ferie, 5 feriefridage og 5 lukkedage. 

Du får løbende 1:1 samtaler med din chef, hvor bl.a. opgaver, udvikling og efteruddannelse drøftes. Derudover får du adgang til en række goder, bl.a. sportsfaciliteter, en aktiv personaleforening og sociale arrangementer.

Interesseret?

Send din ansøgning samt CV online senest 21. april 2024. Vær opmærksom på, at vi indkalder løbende til samtaler.   

Du kan få yderligere information om stillingen hos afdelingsleder Henriette Thorberg på telefon 30 76 61 11. Ansættelse er betinget af, at der ved tiltrædelsen foreligger en tilfredsstillende straffeattest.  

Mød nogle af vores gode og dedikerede ansatte, der fortæller om deres opgaver og deres bidrag til en bæredygtig by på vores hjemmeside: https://www.frb-forsyning.dk/job
 
Du kan læse vores privatlivspolitik for ansøgere på vores hjemmeside: https://www.frb-forsyning.dk/Default.aspx?ID=3097
 

Frederiksberg Forsyning er et lokalt forsyningsselskab på Frederiksberg. Kernen af vores arbejde er at sikre Frederiksberg stabil og sikker adgang til vand og energi. Vi leverer vand, fjernvarme og -køl, bygas, bortleder regn- og spildevand og producerer vedvarende energi. Kvalitet og sikkerhed er vores nøgleord. Vi prioriterer en bæredygtig forsyning højt – og har fokus på både det miljømæssige, det sociale og det økonomiske aspekt. 

Frederiksberg er byens grønne hjerte, og hos Frederiksberg Forsyning arbejder vi målrettet for en grøn, tryg og sund by – nu og i fremtiden. Vi passer på byen og engagerer os i at løse de energi-, forsynings- og klimaudfordringer, Frederiksberg står over for. 

Vi vil gerne inspirere borgere, de lokale virksomheder og resten af vores lokalsamfund til grønnere valg og vaner. Vi har et særligt samfundsansvar, fordi vores løsninger spiller en stor rolle i den grønne omstilling. Vores ansvar rækker ud over kommunegrænsen, for den måde, vi bidrager til at løse udfordringerne på, har betydning for tæt bebyggede områder generelt og i sidste ende for resten af verden.

Forsyningen har ca. 150 ansatte og en nettoomsætning på godt 600 millioner kroner årligt.

Frederiksberg Forsyning A/S ejes 100 % af Frederiksberg Kommune. Du kan læse mere om Frederiksberg Forsyning på www.frb-forsyning.dk

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Frederiksberg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Frederiksberg Forsyning A/S, Stæhr Johansens Vej 38, 2000 Frederiksberg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 21-04-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6022808

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet