Bagmænd anholdt for omfattende svindel via Facebook

Profilbillede
dato

Københavns Politi har anholdt fire unge mænd, som mistænkes for at være bagmænd i en lang række sager om økonomisk svindel via Facebook. I samme sag er flere end 70 personer allerede sigtet for hvidvask for at agere såkaldte muldyr.

En 21-årig mistænkt bagmand troede, at han onsdag eftermiddag skulle mødes med en person, der skulle hjælpe ham med at hvidvaske penge fra Facebook-svindel.

 

I stedet blev han mødt af efterforskere fra Københavns Politi. De har i længere tid efterforsket en sag, hvor en række personer har hacket og derefter overtaget Facebook-profiler, som de efterfølgende har brugt til at bedrage den hackedes venner og familie. Svindlerne har udgivet sig for at være den hackede person, der havde akut behov for at låne penge til at betale en regning.

 

Kort efter anholdelsen af den 21-årige kunne Københavns Politi anholde yderligere tre mistænkte bagmænd i alderen 20-21 år. De fire er sigtet for at være bagmænd i mere end 130 sager, hvor borgere via Facebook er blevet narret til at overføre penge, som senere er endt hos bagmændene.

 

Som falsk dokumentation for, at de forurettede kunne få deres penge retur, har bagmændene brugt et billede fra et bettingfirma, der viser et større pengebeløb stå klar til udbetaling,

 

Pengene er herefter sendt videre til andre, såkaldte muldyr, som har stillet deres konti til rådighed, inden de har hævet pengene og afleveret dem til bagmændene. I alt har Københavns Politi sigtet mere end 70 personer for hvidvask ved at agere muldyr i sagen, og der er svindlet for ca. 1,3 millioner kroner.

 

”Det er en omfattende sag, hvor mange borgere desværre er blevet snydt af nogle udspekulerede gerningsmænd. Vi har løbende anholdt og sigtet muldyr, men efterforskningen har ledt os frem til en række personer, som vi mistænker for at være sagens bagmænd,” siger politikommissær Michael Nielsen fra Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet.

 

”Det er samtidig en reminder til os alle om at være skeptisk, hvis man via et socialt medie modtager en anmodning om at overføre penge. Også selv om det måske kommer fra en person, man kender personligt,” siger Michael Nielsen.

 

Tre af de anholdte bliver i eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg med krav om varetægtsfængsling.

 

********************

 

Gode råd: Undgå at blive snydt af falske bekendte

Bliver du kontaktet på sms, mail eller via sociale medier af en bekendt eller et familiemedlem, der har brug for at låne penge? Så vær på vagt – personens konto kan være blevet hacket.

+ Overfør aldrig penge uden personlig kontakt

Insister altid på at få lov til at ringe til personen bag anmodningen – også selvom det er en person, du kender godt. Svindlerne vil ofte finde på undskyldninger for, at det ikke er muligt for dig at komme i kontakt med dem, og derfor er det vigtigt, at du sikrer dig, at du kommunikerer med den person, du tror, du kommunikerer med. Aftal eventuelt at mødes fysisk, hvis du vil være på den sikre side.

+ Stol ikke på beviser på overførsler eller udbetalinger


Lad dig ikke narre af løfter om, at lånet allerede er tilbagebetalt til din konto, eller at personen bag anmodningen står til at få en stor gevinst udbetalt. Det er nemt at forfalske kvitteringer for bankoverførsler og udbetalingsspecifikationer fra betting-tjenester og lignende.

+ Udlever aldrig dine kort- eller MitID-oplysninger

Hvis personen beder dig om at udlevere dine kortoplysninger for at kunne tilbagebetale lånet, skal du sige nej. Det samme gælder, hvis vedkommende beder dig om at logge ind med dit MitID.

+ Brug to-faktor-godkendelse

To-faktor-godkendelse betyder, at hackeren både skal have adgang til dit brugernavn og password, samt være i besiddelse af din mobiltelefon for at kunne logge ind på din Facebook-konto, mail eller lignende. To-faktor-godkendelse beskytter dig altså mod, at hackere kan få adgang til dine konti – også selvom de er i besiddelse af dit password. 

Med to-faktor-godkendelse vil du desuden opdage det, hvis andre forsøger at logge ind på din konto fra en anden enhed, da det vil udløse en push-notifikation, mail eller sms til dig.

+ Brug sikre passwords

 

Jo flere tegn dit password består af, desto flere kombinationer skal svindlerne igennem for at ramme rigtigt, hvis de forsøger at gætte dit password. Det er derfor vigtigt, at du laver stærke passwords på dine konti og husker at holde dem for dig selv. Pas desuden på med at genbruge det samme password flere steder.

Et stærkt password er kendetegnet ved:

  • At være på minimum 12 tegn
  • At bestå af både store og små bogstaver, tal og specialtegn
  • At være udsædvanligt og svært for andre at gætte.

 

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Københavns Politi.
Kilde: Københavns Politi