35-årig idømt forvaring for drab og drabsforsøg

Profilbillede
dato

En 35-årig mand er i dag idømt forvaring for et drab og et drabsforsøg, der fandt sted i juni 2022 i Sydhavnen i København.

I Retten på Frederiksberg blev en 35-årig mand i dag idømt forvaring for den 8. juni 2022 med kniv at have dræbt en 31-årig mand og forsøgt at dræbe en 37-årig mand. 

Drabet og drabsforsøget skete under et voldeligt sammenstød mellem de tre personer ca. kl. 20 om aftenen på Peter Sabroes Gade i Sydhavnen i København. 

Efter drabet og drabsforsøget forlod den 35-årige gerningsstedet, men politiets efterforskning førte til anholdelse dagen efter, hvor han blev anholdt i en gade på Christianshavn. Han har siddet varetægtsfængslet siden grundlovsforhøret den 10. juni 2022.

 

Den 35-årige valgte at anke dommen på stedet.

I sagen var den 37-årige tiltalt for grov vold ved at have stukket den 35-årige drabsmand med en spartel, men retten fandt, at der var tale om nødværge, og den 37-årige blev derfor frifundet. Han blev også frifundet for at have slået den 35-årige i hovedet med flad hånd.

Om forvaring
Forvaring er en tidsubegrænset foranstaltning, som træder i stedet for en almindelig fængselsstraf, når den dømte af retten anses som værende farlig, og hvor retten finder forvaring nødvendig for at forhindre den dømte i at begå ny kriminalitet. Kun personer, der er dømt for personfarlig kriminalitet og seksualforbrydelser, kan idømmes forvaring.

Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Københavns Politi.
Kilde: Københavns Politi